Nyhed

NCP Danmark indleder egentlig undersøgelse i en klage fra Justice For Myanmar mod Nordic Aviation Capital

NCP Danmark har afsluttet sin forundersøgelse af en klage fra organisationen Justice For Myanmar rettet mod Nordic Aviation Capital. På baggrund af forundersøgelsen kan NCP Danmark ikke afvise, at der kan være tale om manglende efterlevelse af OECD’s Retningslinjer for Multinationale virksomheder for Ansvarlig Virksomhedsadfærd. Derfor har NCP Danmark besluttet at indlede en egentlig undersøgelse af sagen.  

  • 27. maj 2025
  • Verserende sag

Den 5. juni 2024 indgav Justice For Myanmar en formel klage til NCP Danmark over Nordic Aviation Capital (NAC). Justice For Myanmar er af den holdning, at NAC ikke har opfyldt sine forpligtelser til at udføre risikobaseret due diligence i henhold til OECD’s retningslinjer i forbindelse med salg, leasing og finansiering af ATR-fly fra flere NAC-datterselskaber til købere i Myanmar, herunder Air KBZ (nu Air Mingalar). Justice For Myanmar hævder, at salg, leasing og finansiering af ATR-fly i den igangværende væbnede konflikt i Myanmar har alvorlige negative indvirkninger på menneskerettigheder.

NAC forholder sig afvisende til klagen og finder påstandene ubegrundede og udokumenterede. NAC afviser, at koncernen ikke har udført tilstrækkelig og passende due diligence i forbindelse med sine igangværende aktiviteter, herunder med hensyn til kunder i Myanmar.

NCP Danmark har nu foretaget en forundersøgelse af sagen og har vurderet, at det ikke kan udelukkes, at der er tale om manglende overholdelse af OECD’s Retningslinjer. På baggrund af forundersøgelsen vurderer NCP Danmark, at de kapitler i OECD’s Retningslinjer, der kan være relevante i denne sag, er kapitel II om Generelle Politikker (herunder afsnit 11-14) samt kapitel IV om Menneskerettigheder.

NCP Danmark understreger, at der på nuværende tidspunkt endnu ikke er taget stilling til, om der faktisk foreligger en overtrædelse af OECD’s Retningslinjer i sagen. Sagen behandles af NCP Danmark med støtte fra NCP Irland, da NAC på det tidspunkt klagen blev indgivet, havde hovedkontor i Limerick, Irland. Sidenhen er NAC blevet opkøbt af Dubai Aerospace Enterprise (DAE). Købet blev færdiggjort den 7. maj 2025.

NCP Danmark har tilbudt parterne mægling, hvilket DAE har takket nej til. 
NCP Danmark indleder derfor en egentlig undersøgelse af sagen.  

NCP Danmarks sagsbehandling består af 5 trin:

1. Indledende vurdering, hvor formelle krav vurderes.

2. Bilateral dialog mellem parterne for at løse sagen selv uden inddragelse af NCP Danmark.

3. Forundersøgelse, hvor NCP Danmark efterspørger yderligere information hos parterne for at vurdere, om det kan afvises, at der har været manglende overholdelse.

4. Mægling faciliteret af NCP Danmark for gennem konstruktiv og meningsfuld dialog at hjælpe de involverede parter til at finde løsninger, som er acceptable for alle parter.  

5. Egentlig undersøgelse, herunder udarbejdelse af en endelig udtalelse, hvor NCP Danmark vurderer, om OECD’s retningslinjer er blevet overholdt og kommer med anbefalinger til virksomheden, hvis relevant.

Efter et år følger NCP Danmark op på sagen med parterne.

NCP Danmark er det danske nationale kontaktpunkt for OECD’s Retningslinjer for Multinationale Virksomheder for Ansvarlig Virksomhedsadfærd og fungerer som mæglings- og klageinstitution for ansvarlig virksomhedsadfærd. NCP Danmark er en politisk uafhængig institution oprettet ved lov i 2012.