Invitation til dialogmøde om OECD's Retningslinjer for Multinationale Virksomheder

NCP Danmark inviterer til dialogmøde om OECD's høring i forbindelse med opdateringen af OECD's Retningslinjer for Multinationale Virksomheder. 

OECD er lige nu ved at opdatere OECD's Retningslinjer for Multinationale Virksomheder (OECD's Retningslinjer) med henblik på at fremme retningslinjernes udbredelse, gøre dem endnu mere anvendelige og sikre, at de i fremtiden forbliver relevante. 

OECD's Retningslinjer blev senest opdateret i 2011, og meget er sket siden da. Medlemslandene i OECD har – med input fra de institutionelle interessenter (BIAC, TUAC og OECD Watch) – gennem det seneste 1,5 år arbejdet på et udkast til de opdaterede Retningslinjer, som netop er blevet sendt i offentlig høring indtil den 10. februar. 

I denne forbindelse inviterer NCP Danmark danske interessenter til dialogmøde om udkastet til opdateringer. 

Det er vigtigt for NCP Danmark at fastholde en god dialog med danske interessenter om udviklingen på området for ansvarlig virksomhedsadfærd. NCP Danmark ønsker derfor at høre jeres syn på de foreslåede opdateringer, så vi kan arbejde for, at jeres input og erfaringer bliver afspejlet i den endelige tekst. 

Til dialogmødet vil der være oplæg fra:

– Allan Lerberg Jørgensen, Head of Responsible Business Conduct Centre, OECD

– Jarl Krausing, Vicedirektør og international chef, CONCITO 

Mødet vil blive modereret af Linda Nielsen, formand i NCP Danmark. 

NCP Danmark er det danske nationale kontaktpunkt for OECD’s Retningslinjer for Multinationale Virksomheder. NCP Danmark er nedsat ved lov og kan behandle klager om, hvorvidt danske virksomheder, offentlige myndigheder, private eller offentlige organisationer – og deres forretningsforbindelser – har udvist due diligence i relation til menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder, miljø og anti-korruption.

Tid og sted

Hvornår: Fredag den 3. februar 2023, kl. 13.00-15.30 (der vil efterfølgende være mulighed for networking)

Hvor: CONCITO, Læderstræde 20, 1201 København K

Tilmelding

Tilmelding skal ske senest onsdag den 1. februar 2023.

Kontakt

Ved spørgsmål til arrangementet kan du kontakte Sofia Said Birch fra NCP-sekretariatet på sofbir@erst.dk.